Hvad er vores basale behov

For at kunne trives godt, er det vigtigt, at vores basale behov er opfyldt.
De fleste kender Maslows behovspyramide, som meget enkelt giver et fint overblik over vores behov.

Maslows behovspyramide

 

ETSI – The European Therapy Studies Institute, har også gennem et årti forsket i netop dette og har, på tværs af køn, race og levested, udarbejdet en liste over nogle af de basale menneskelige behov, der er afgørende for, at vi trives optimalt. ETSI undersøgte i studiet mennesker, som levede optimalt, og fandt ud af, at deres basale menneskelige behov blev opfyldt på et meget højt niveau.

Listen over de basale behov er:

  • Behov for at føle sig forstået og forbundet med andre, fx dele idéer, følelser og drømme med andre
  • Behov for at give og få opmærksomhed, fx løbende kontakt med andre mennesker
  • Tage hensyn til, at krop og sind hænger sammen, bl.a. ved at sørge for at få motion, sund kost og god søvn
  • Ha’ en følelse af kontrol, fx at ha’ en passende følelse af kontrol i sit liv og give slip på ting, der er uden for ens kontrol
  • Behov for kreativitet og stimulering, fx få nye udfordringer, læring og udvidelse af ens horisont
  • Behov for formål og mål, fx lave fremtidsplaner eller ha’ en følelse af et formål – gi’r det værdi?
  • En følelse af at være forbundet med noget større end én selv, fx en religion, en bestemt samfundsgruppe, eller frivilligt arbejde – alt, hvad der tager fokus væk fra én selv

Det mest tankevækkende ved deres forskning er, at de undervejs opdagede, at hvis ét eller flere af de basale behov ikke blev opfyldt jævnligt, så ville én af fire ting typisk ske:

  • En ulykke / et uheld (selv om det ku’ synes fuldstændig tilfældigt)
  • En fysisk sygdom
  • Et psykisk problem
  • Eller man faldt tilbage til gamle afhængighedsmønstre, fx alkohol, stoffer, ludomani osv.

Prøv nu at tjekke dig selv og hvor meget du får opfyldt disse basale behov i dit liv. Giv hver enkelt punkt en score mellem 0 og 10, hvor 10 er ”fuldt ud” og 0 er ”slet ikke”.

Er dit liv optimalt? Ellers så tag det første skridt i den rigtige retning nu. Tag udgangspunkt i de behov, som mindst bliver opfyldt i dit liv i dag. Overvej, hvilke ting du kan gøre og lav en plan.

Husk at godt begyndt er halvt fuldendt og at små skridt også gør en forskel.