Hvad vil det sige at leve optimalt

Sten i balanceHar du nogensinde tænkt over, om du lever normalt eller optimalt? Eller tænker du, at du ikke engang lever normalt? Og hvad vil det egentlig sige at leve optimalt? Afhængigt af, hvem man er, så er der sikkert mange definitioner og oplevelser af, hvad det vil sige at leve optimalt.

Min mission er at hjælpe mennesker til at få præcis det liv, som er optimalt for dem. Men hvad er egentlig min opfattelse af, hvad det vil sige at leve optimalt?

Når jeg lever optimalt, så er jeg tro mod mig selv. Det vil sige, at jeg elsker mig selv og lever som den jeg virkelig er. Mere konkret betyder det, at jeg følger mit hjerte og gør det, som jeg brænder for og holder af. Midt i travlheden sørger jeg for at stoppe op og gøre ting – bare små ting – så jeg føler, at jeg betyder noget og som giver mig glæde. Det kan fx være at nyde noget smukt i naturen, at lave vejrtrækningsøvelser, at give mine børn ekstra kys og en kildetur osv.

Udover at bruge tid sammen med mine nære og kære, så prioriterer jeg de gode relationer. Det vil sige de mennesker, som støtter mig og accepterer mig, for den jeg er. Det betyder også, at jeg i perioder fravælger relationer, hvis jeg oplever, at jeg igen og igen bruger unødig meget energi på negative tanker og følelser. Grundlæggende tror jeg dog på det bedste i mennesker, så mit udgangspunkt er, at vi alle altid gør vores bedste med de kompetencer og ressourcer, som vi har til rådighed på tidspunktet. Jeg tillader mig derfor også at tilgive både mig selv og andre.

De helt basale behov, som at få god søvn, sund og varieret kost og motion, er selvfølgelig utrolig vigtigt. Herudover er det også vigtigt at fjerne enhver form for stress, både stresskilder i hverdagen, men også indre stress. Her spiller negative overbevisninger og traumatiske oplevelser fra barndommen en stor rolle. Ved at blive bevidst om dem og fjerne eventuelle blokeringer i sit energisystem, kan man opnå en indre ro og fredfyldt følelse.

Jeg forstår, at krop og sind hænger sammen, og at jeg skaber min egen virkelighed. Jeg er derfor bevidst om, hvad jeg tænker og hvorfor jeg reagerer, som jeg gør. Jeg gør mig umage for at tage ansvar, når jeg oplever ”bump” på vejen og bruger bl.a. EFT (emotional freedom technique) som hjælp til at håndtere de ting, der kommer. For mig er det vigtigt altid at finde en læring af ”bumpene” på vejen. Det udfordrer mig, men jeg udvikler mig også som menneske. I stedet for at kigge på ”what’s in it for me?”, så forsøger jeg at kigge på ”hvad kan jeg bidrage med?”.

Hvordan lyder det for dig? Er du tæt på eller langt fra?
Synes du, at det lyder som et liv du godt vil leve, men ikke ved hvordan?
Så vil jeg opfordre dig til at følge med på min hjemmeside og tage imod de ting, som løbende dukker op og som vil give og inspirere dig til at tage de skridt der skal til, for at også du kan leve optimalt.